Pia Kjærsgaard bliver igen værdiordfører i Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti gennemgår i øjeblikket en turbulent tid, kort før at partiet kan fejre sit 25-års jubilæum.

Dårlige meningsmålinger, en kritisk bog om formand Kristian Thulesen Dahl samt næstformand Morten Messerschmidts formandsambitioner har fået det i forvejen hårdt prøvede parti i mediemøllen igen.

Tirsdag foretog partiet så en række ændringer i ordførerskaberne.

Ifølge Kristeligt Dagblad bliver tidligere formand Pia Kjærsgaard igen værdiordfører, en oplysning Ritzau har fået bekræftet.

Det er et ordførerskab, som hun oprindeligt blev tildelt i 2012, året hvor hun stoppede som formand og gav plads til Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti har ikke haft en værdiordfører op til udnævnelsen af Pia Kjærsgaard, fremgår det af listen over partiets ordførerskaber på Folketingets hjemmeside.

Pia Kjærsgaard mistede for nylig en del af sin officielle indflydelse i partiet, da Kristian Thulesen Dahl nedlagde partiets koordinationsudvalg, som hun var en del af.

Næstformand Morten Messerschmidt bliver Dansk Folkepartis nye kulturordfører, hvilket han bekræfter over for B.T.

– Jeg glæder mig til samarbejdet og slagsmålene med mine nye kollegaer i kulturlivet, siger Morten Messerschmidt til mediet.

Posten som kulturordfører er siden december sidste år blevet passet af Pernille Bendixen.

Hun har vikarieret som folketingsmedlem for den nu tidligere kulturordfører Alex Ahrendtsen, der har været sygemeldt med stress.

Han er nu klar til at vende tilbage til Folketinget og overtager posten som udviklingsordfører fra Dennis Flydtkjær.

Mette Hjermind Dencker bliver Dansk Folkepartis nye kirkeordfører, hvilket hun bekræfter på Twitter.

Marie Krarup har hidtil været kirkeordfører for DF, men hun meddelte for nylig, at hun ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.

Det skete, efter at Marie Krarup var kommet i opposition til partiledelsens holdning om at støtte et forbud mod rituel omskæring.

Hun kaldte ved den lejlighed partiets holdning for “et svigt over for de danske jøder og over for familiens frihed til at opdrage sine børn”.

Dansk Folkeparti får også ny ligestillingsordfører, eftersom Karina Adsbøl giver posten videre til Liselott Blixt.

Det sker efter eget ønske, fortæller Karina Adsbøl til Ritzau.

/ritzau/