Danmark og Indien indgår grønt partnerskab med stort potentiale

Danmark og Indien indgår et nyt grønt samarbejde, der ventes at øge danske muligheder for at levere de grønne løsninger, som Indien efterspørger.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

– Jeg ser aftalen i dag som en helt unik vej til at give danske eksportvirksomheder nye muligheder på et marked, hvor der er et stort uudnyttet potentiale.

– Det er særligt vigtigt, at det netop er inden for områder, hvor Danmark har en førerposition, at vi nu får bedre muligheder for at udvikle og udvide vores eksport, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

Hun har mandag holdt et videomøde med premierminister Narendra Modi om partnerskabet, som rummer et meget stort potentiale for danske virksomheder, der har det svært på eksportmarkederne på grund af coronakrisen.

Det danske forhold til Indien er i bedring efter Niels Holck-sagen, hvor danskeren i 1995 leverede våben til en oprørsgruppe.

Indien har flere gange uden held krævet ham udleveret til retsforfølgelse.

Indien ventes snart at blive verdens mest folkerige land og betragtes som verdens største demokrati.

/ritzau/