Regeringen vil piratfester til livs med højere bøder

Regeringen mener ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S), at bødeniveauet for at bryde forsamlingsforbuddet bør hæves. Det skriver TV2.

Det er nemlig nødvendigt at reagere kraftigt på de piratfester, som mange unge deltager i.

Det skete blandt andet lørdag aften, hvor 200-300 personer var samlet i Københavns Sydhavn.

– Vi bliver nødt til at blive endnu bedre til at gribe ind og straffe med højere bøder, når der er nogle, der stiller sig udenfor, siger han til mediet.

Ministeren sætter ikke beløb på, hvor meget højere bøderne bør være, skriver TV2.

Bøden for første gang at overtræde det midlertidige forbud er nu 2500 kroner.

Retsordføreren i Venstre, Preben Bang Henriksen, mener også, at bødeniveauet skal hæves, men vil ligesom ministeren ikke sætte et konkret beløb på.

Også SF og Enhedslisten vil se på bødernes størrelse, siger partierne til TV2.

/ritzau/