Socialdemokratiet har hyret advokatfirma til sexisme-sager

Socialdemokratiet har hyret et advokatfirma, der skal undersøge henvendelser om krænkelser, som medlemmer af partiet har oplevet. Det fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) til Politiken.

Det oplyses ikke i interviewet hvilket firma, der er tale om. Til Ritzau oplyser Socialdemokratiet er det er Norrbom Vinding.

På sin hjemmeside beskriver Norrbom Vinding sig selv som Skandinaviens største og Danmarks førende inden for arbejds- og ansættelsesret.

I Politiken bliver der lagt vægt på, at advokatfirmaet er uafhængig af Socialdemokratiet.

– Vi har valgt at indlede et samarbejde med et advokatfirma, hvor man kan henvende sig om episoder, som man selv har været involveret i eller været bekendt med, så vi er sikre på, at der i hvert fald er en ramme for at konkrete situationer kan håndteres, siger statsministeren til Politiken.

Hun giver også udtryk for, at hun er “åben” over for, at partiet selv starter en undersøgelse, hvor man aktivt vil afdække, hvor stort omfanget er fremfor at afvente medlemmer, der melder sig selv.

I et debatindlæg har 322 kvinder med fortid og/eller nutid i de politiske partier beskrevet seksuelle krænkelser og sexisme. En af initiativtagerne bag og flere af underskriverne er fra Socialdemokratiet.

Derudover har en gennemgang fra Berlingske vist, at mindst 15 af de 70 kvindelige medlemmer af Folketinget har været udsat for seksuelle krænkelser eller sexisme fra kolleger på Christiansborg.

Tidligere har en formand for Socialdemokratiets ungdomsparti, DSU, trukket sig som følge af en sag om grænseoverskridende seksuel adfærd.

I første omgang trak den daværende formand sig dog med forklaringen, at han var “overbelastet” og “udmattet”.

Dengang blev flere medlemmer af moderpartiets top orienteret om den reelle årsag, og at DSU valgte at håndtere det ved at give en anden årsag end den reelle.

/ritzau/