Venstre: Minister burde have bremset tilsyns kritik af FE

Venstres forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt mener, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) burde have blandet sig i det uafhængige Tilsynet med Efterretningstjenesternes kradse kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, så den aldrig var kommet frem.

Det siger han efter et åbent samråd med forsvarsministeren onsdag. Dermed bakker han fuldtonet op om tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens (V) kritik af ministeren.

I forbindelse med tilsynets kritik er flere ledende medarbejdere i FE sendt hjem og pressen har beskrevet en fortrolig aftale som årsagen. Den fortrolige aftale var ikke beskrevet i pressemeddelelsen.

– Ministeren har været alt for langmodig. Allerede i december vidste ministeren, at der var en kritik. Der burde ministeren jo være gået i dialog med tilsynet og løse den udfordring, der var og er, siger Lars Christian Lilleholt.

Trine Bramsen har flere gange understreget, at der er tale om et uafhængigt tilsyn. Og at det ville være decideret ulovligt for hende at blande sig i dets arbejde eller den pressemeddelelse om kritikken af FE, som tilsynet sendte ud 24. august.

Til spørgsmålet om, om det ikke er ulovligt for ministeren at blande sig i et uafhængigt tilsyn siger Lars Christian Lilleholt:
– Ja ja. Men der er ikke noget til hinder for, at ministeren kan tage en dialog med tilsynet. Alt tyder på, at ministeren har været alt for langmodig. Og ikke har været opgaven voksen i forhold til at tage handling.

Efter tilsynets pressemeddelelse skrev en række medier baseret på anonyme kilder, at kritikken drejede sig om et tophemmeligt samarbejde mellem Danmark og USA, hvor et datakabel bliver overvåget.

Det har tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) efterfølgende bekræftet i en stribe interviews. Og har hårdt angrebet, at sagen endte med en pressemeddelelse, der endte i medieomtale af aftalen.

Hos De Konservative mener forsvarsordfører Niels Flemming Hansen, at ansvaret for, at det hemmelige samarbejde er kommet til offentlighedens kendskab, ligger både hos Trine Bramsen og dem, der anonymt eller til navn har beskrevet det i pressen
– Det er en kombination af begge dele. Ministerens håndtering gør, at offentlighedens interesse bliver vakt. Så har der været nogle udtalelser fra tidligere ministre på området. Det er klart problematisk.

– Men det store problem er jo, hvis tilliden Forsvarets Efterretningstjeneste internationalt er ved at falme. For det er afgørende informationer, det internationale samarbejde giver os, siger han.

Lars Christian Lilleholt ser intet problem i, at Claus Hjort Frederiksen har givet en række interviews og bekræftet det hemmelige samarbejde.

– Jeg bakker 100 procent op bag Claus Hjort Frederiksens udtalelser. Det er ikke Claus Hjorts håndtering af sagen, der er problemet.

– Det er ministeren, der har håndteret det i fuld åbenhed, der er årsagen til den udfordring, vi har fået, siger han.

/ritzau/