Bramsen: Det er min pligt at reagere på tilsyns kritik af FE

På et samråd onsdag eftermiddag er forsvarsminister Trine Bramsen (S) blevet spurgt ind til, hvilke overvejelser hun gjorde sig i forhold til håndteringen af sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det sker efter Tilsynet med Efterretningstjenesterne, TET, udsendte en skarp kritik af FE i august. I forbindelse med sagen er flere ledende medarbejdere blevet hjemsendt.

Om baggrunden for hjemsendelsen siger Bramsen:

– Jeg mener, at man som minister skal handle, når man bliver bekendt med, at der potentielt foregår noget, der ikke bør foregå.

– Derfor mener jeg heller ikke, at jeg som forsvarsminister kunne sidde en så klar og alvorlig kritik af en sag i FE overhørig fra det tilsyn, som, vi jo har besluttet, har kompetencerne til at føre kontrol med FE.

/ritzau/