Alternativet og LA gør de fysiske landsmøder digitale

Antallet af smittede med coronavirus og de nye skærpede coronarestriktioner får nu flere partier til at gøre landsmøderne den kommende weekend digitale.

Tidligere mandag oplyste Liberal Alliance til TV2, at det fysiske landsmøde er droppet, og Alternativet skriver i en pressemeddelelse, at dette års landsmøde ikke bliver afholdt som vanligt.

– Jeg ville ønske, vi kunne mødes fysisk hele partiet i Odense, men det er ikke ansvarligt at holde et ordinært landsmøde i de her tider, hvor vi beder private og forretningsdrivende om at lukke ned i et vist omfang, siger talspersonen for Alternativets hovedbestyrelse, Jesper Callesen.

– Derfor omlægger vi nu vores landsmøde til et digitalt møde. Jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal få et godt møde og en frugtbar politisk debat alligevel.

Alternativets landsmøde skulle have været afholdt i Nature Energy Park i Odense. Men her vil kun partiets politiske leder, Josephine Fock, og partiets folketingsmedlem, Torsten Gejl, være til stede sammen med hovedbestyrelsen.

Der vil være digitale afstemninger undervejs, ligesom de forskellige taler og debatter kommer til at foregå på Zoom, som er en online mødetjeneste.

Flere andre partier har taget en lignende beslutning de seneste dage.

Venstre og De Konservative har aflyst deres fysiske landsmøder i efteråret, mens Socialdemokratiet har udskudt sit til et senere tidspunkt.

De skulle være afholdt i september og oktober.

Landsmøder afholdes typisk en gang om året. Her samles partimedlemmerne for at vælge en hovedbestyrelse og diskutere de overordnede politiske linjer.

Det er også her, man vælger eller genvælger en formand.

/ritzau/