Branche ser mangler i ny aftale – savner hjælp til lønninger

Det er positivt, at der er faldet en aftale på plads, der skal kompensere barer og restauranter, som har fået indskrænket åbningstiden.

Aftalen har dog mangler – blandet er der ikke hjælp til lønninger. Det mener Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restauration- og turisterhvervet.

– Der er ikke noget lønkompensation i denne her aftale. Så den store udgift får vi ikke hjælp til, siger politisk direktør Kirsten Munch Andersen.

Aftalen kompenserer de barer og restauranter, der taber mindst 35 procent af deres omsætning, efter at åbningstiden er blevet indskrænket.

Efter at coronasmitten er taget til i Danmark, må restaurationsbranchen nu kun have åbent til klokken 22.00.

Kirsten Munch Andersen tror ikke, at afskedigelser i branchen kan undgås.

Hun håber dog, at de 100 millioner kroner, der i aftalen afsættes til yderligere hjælp, kan mærkes helt ude i virksomhederne:

– Der skal målrettes konkrete afgiftslettelser helt ude i virksomhederne, så de kan se en direkte effekt på udgifterne. For de er pressede, siger hun.

/ritzau/