Pia Kjærsgaard: Jeg støtter Thulesen som formand

En ny bog beskriver på baggrund af anonyme kilder, at Dansk Folkepartis tidligere partiformand Pia Kjærsgaard ikke er imponeret over den nuværende formand, Kristian Thulesen Dahl.

Internt i partiet skulle Pia Kjærsgaard ifølge bogen have givet udtryk for, at Thulesen Dahl skal se at få strammet op. Og hun er klar til at skifte Kristian Thulesen Dahl ud, hvis partiets nedtur fortsætter, skriver Ekstra Bladet.

Det sker med afsæt i bogen “Kong Kristian – Mennesket, magten og faldet”, der udkommer på mandag.

Ritzau har bedt Pia Kjærsgaard om en kommentar. I en sms skriver Pia Kjærsgaard, at hun fortsat støtter Thulesen som formand for DF:

– Det er svært at kommentere en bog, man ikke har læst baseret på anonyme kilder, der henviser til interne møder, som jeg ikke kan genkende.

– Selvfølgelig har jeg som mange andre været ærgerlig, frustreret og ked af partiets situation. Det ændrer imidlertid ikke ved min opbakning til Kristian som Dansk Folkepartis formand, skriver Pia Kjærsgaard i en sms til Ritzau.

/ritzau/