Nyt parti vil lave byer inspireret af Dubai og Silicon-Valley

Det er piblet frem med nye partier den seneste tid. Og nu melder endnu et parti sig klar til at gå efter indflydelse på Christiansborg.

Partiet Det Demokratiske Parti præsenterer fredag både kandidater og mærkesager på Café Dan Turéll i København.

I front står partistifter Peter Hjorth, som var folketingskandidat for Partiet Klaus Riskær Pedersen, det der i dag hedder Borgerlisten, ved sidste valg.

– Og åh nej, endnu et nyt parti. Men når de etablerede partier bliver ved med at flytte de samme penge rundt mellem de samme kasser, så tror jeg ikke, at vi kan komme videre uden, siger Peter Hjorth på pressemødet.

Partiet går efter at give borgerne velfærdsydelser, som gratis daginstitutioner, fri offentlig transport, tandlæge under Sygesikringen og højere og tidligere pension.

Pengene til den ekstra velfærd skal findes ved at udvikle Grønland, decentralisere stat, kommune og regioner.

Og så foreslår partiet at skabe fire såkaldte innovationsbyer, der skal levere grøn teknologi til resten af verden.

– Vi vil skabe verdens mest innovative miljø. I kan forestille jer et dansk Dubai og Silicon-valley, siger Peter Hjorth.

Første fase bliver i København og i Grønland. Straks efter følger Aarhus, Odense og København.

Før partiet kan stille op til Folketinget, skal det dog samle over 20.000 vælgererklæringer. Og der er lang vej endnu.

På Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at partiet lige nu har indsamlet 28 vælgererklæringer.

/ritzau/