Ellemann efter operation: Alt er gået godt

Den operation, som Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen gennemgik onsdag, er gået godt.

Det skriver formanden i et Facebook-opslag.

Ellemann er blevet opereret for to diskusprolapser i nakken på privathospitalet Hamlet.

– Jeg er øm og lidt groggy efter operationen, og jeg skal tage den med ro et stykke tid, men de voldsomme smerter, jeg havde i venstre skulder og arm, er forsvundet. Og meldingen fra lægerne er, at alt er gået godt, skriver han.

Venstre-formanden meddelte tirsdag, at han på grund af operationen er sygemeldt i hvert fald frem til 3. oktober, hvor Venstre holder landsmøde.

– Det er voldsomt irriterende, da den nye politiske sæson lige er gået i gang, men jeg har i nogen tid døjet med stærke smerter på grund af prolapserne, og det går ikke i længden, skrev han på Facebook.

Venstre skriver i en mail torsdag, at forventningen er, at han er tilbage, når landsmødet finder sted.

Det er partiets næstformand, Inger Støjberg, som har taget over, mens han er væk.

– Det vil hun gøre i tæt samarbejde med den øvrige partiledelse, skrev Ellemann på Facebook tirsdag.

I sit opslag torsdag takker han det “dygtige og professionelle team på Hamlet”.

– Hvor er det rart at se et så velfungerende samarbejde mellem alle faggrupper, hvor der er stor – og velbegrundet – respekt for hinandens arbejde.

Formanden skriver desuden, at han er hjemme igen efter operationen.

– Også dejligt at komme hjem til fine blomster fra kolleger i både røde og blå afskygninger – tak skal I have, skriver han.

/ritzau/