Rigspolitichef: Alkohol får ansvarligheden til at dale

Rigspolitichef Thorkild Fogde siger på et pressemøde tirsdag, at der i nattelivet er behov for mere håndfaste og klare regler, hvis hovedstadsområdet skal være fri for coronasmitte.

– Vi må simpelthen konstatere, at når promillen stiger, så falder ansvarligheden, siger han.

Derfor er det en stor hjælp for politiet, at der fra 17. september og to uger frem kommer flere regler for at begrænse smitten, siger Thorkild Fogde.

Barer, caféer og restauranter i 17 hovedstadskommuner skal fra torsdag og 14 dage frem lukke klokken 22. Derudover bliver der indført krav om, at stående gæster skal bære mundbind.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på samme pressemøde.

Der bliver også stillet krav til, at serveringssteder i hovedstaden skal skilte med, hvor mange gæster der maksimalt kan være, hvis kravet om afstand mellem gæster skal overholdes.

Og politiet er klar til at udstede påbud og opholdsforbud, hvis ikke personer og restaurationer overholder nye tiltag i 17 kommuner i København og omegn, lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup (S) på pressemødet.

Restriktionen om at lukke klokken 22 kommer ikke til at gælde i private hjem.

– Holder man derimod sin fest i et offentligt tilgængeligt lokale, så gælder forsamlingsforbuddet.

– Holder man det i en restauration, så kan man jo ikke med de nye regler fortsætte efter klokken 24, siger Thorkild Fogde.

Derudover vil politiet dukke op, hvis der bliver afholdt en piratfest i “det offentlige rum”.

Og det er de såkaldte piratfester, som politiet i den seneste tid har sat ind overfor. Så sent som i lørdags tiltrak en enkelt piratfest 300 gæster og blev lukket.

– Det nytter ikke noget, at vi arbejder hjemme, hvis der samtidig festes igennem i nattelivet, siger Rigspolitichef Thorkild Fogde.

Restriktionerne kommer efter der i Danmark i den seneste tid har været et stigende smittetal.

Det seneste døgn er yderligere 334 personer testet positive for coronavirus. Derved er det fjerde dag i træk, at antallet af positive coronatest er over 300.

/ritzau/