Mette Frederiksen freder Kofod i modvind efter sexsag fra 2008

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fortsat tillid til udenrigsminister Jeppe Kofod (S), selv om sidstnævntes sexsag fra 2008 er blevet et tema igen.

– Jeg har tillid til de ministre, der er udpeget i Danmark, og jeg synes i forhold til den konkrete sag, at Jeppe Kofod både har undskyldt og beklaget og har gjort det for mange år siden, siger Mette Frederiksen ifølge TV2.

Hun tilføjer dog, at sagen er “alvorlig”.

– Jeg synes, at det er vigtigt, at hvis man begår en alvorlig fejl, som det her er udtryk for, at man så undskylder og beklager og selv lægger afstand til det, der måtte være sket. Og så har jeg ikke mere at sige til det, siger Mette Frederiksen.

Episoden fra 2008 er aktuel igen, efter at tv-værten Sofie Linde i forbindelse med årets Zulu Comedy Galla delte sine oplevelser fra mediebranchen om sexchikane.

De Radikales ligestillingsordfører, Samira Nawa, har efterfølgende til B.T. udtalt, at hendes parti ikke ville have givet Kofod en ministerpost. Kofod blev udpeget til udenrigsminister efter folketingsvalget sidste år.

Politisk ordfører Sofie Carsten Nielsen (R) kalder det, der skete dengang, for noget “svineri”. De Radikale har dog udtalt, at partiet ikke kommer til at stille et mistillidsvotum.

Tilbage i 2008 havde Kofod, som dengang var 34 år, sex med en på det tidspunkt 15-årig pige.

Hun var medlem af partiets ungdomsparti, DSU, mens Kofod var folketingsmedlem for Socialdemokratiet.

/ritzau/