Ellemann skal opereres og er sygemeldt frem til oktober

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen skal opereres for to diskusprolapser i nakken.

Derfor er han sygemeldt i hvert fald frem til 3. oktober, hvor Venstre holder landsmøde.

Det bliver partiets næstformand, Inger Støjberg, som tager over, mens han er væk.

Det vil hun gøre i “tæt samarbejde med den øvrige partiledelse”.

Det skriver Jakob Ellemann-Jensen i et opslag på Facebook.

– Det er voldsomt irriterende, da den nye politiske sæson lige er gået i gang, men jeg har i nogen tid døjet med stærke smerter på grund af prolapserne, og det går ikke i længden, skriver han om situationen.

Han har gennem de seneste uger været til en række undersøgelser på både private og offentlige hospitaler.

– Konklusionen er, at en operation sandsynligvis vil hjælpe, men at det ikke er helt sikkert. Efter grundige overvejelser har jeg sammen med lægerne besluttet at blive opereret. Det sker på privathospitalet Hamlet, og jeg betaler derfor selv for den, skriver han.

Ellemann vil i mellemtiden holde en pause fra Facebook. Han vil om nogle uger give lyd fra sig, når han “for alvor” er på benene igen.

/ritzau/