Kommentator ser Kofod gå fri: Sagen er kendt og belyst

En sag fra 2008 om seksuelt samvær med en 15-årig pige kommer ikke til at få konsekvenser for udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell, efter at Alternativet har sluttet sig til en kritik fremsat af De Radikale.

Partierne kritiserer, at Kofod – trods sagen fra 2008 – har fået en ministerpost.

– I 2019, da vi havde valg, og Mette Frederiksen dannede regering med Jeppe Kofod som minister, var sagen kendt, belyst og afsluttet.

– Så hvis det er et problem, skulle det have været dengang, man gjorde det gældende. Der havde været rig mulighed for at få det frem i forhandlingerne, lyder det fra Hans Engell.

Torsdag i sidste uge sagde Samira Nawa, ligestillingsordfører hos De Radikale, at partiet ikke ville have givet Kofod en ministerpost.

Det skyldes sagen fra 2008, hvor han som 34-årig – da han sad i Folketinget – havde seksuelt samvær med en 15-årig pige fra partiets ungdomsparti. Det skete til et DSU-møde i Esbjerg, hvor Jeppe Kofod skulle holde oplæg.

Mandag har Alternativet så sluttet sig til kritikken.

– Det er dårlig dømmekraft af Mette Frederiksen at udpege ham som udenrigsminister, siger leder Josephine Fock til Politiken.

/ritzau/