SF vil bekæmpe negativ social kontrol i muslimske miljøer

Fædre, mødre og ægtemænd, der udøver social kontrol mod døtre og hustruer, skal lettere kunne havne i fængsel.

Det foreslår SF, skriver Jyllands-Posten søndag.

SF kommer med forslaget som en del af et opgør med “negativ social kontrol i muslimske miljøer”. Partiet vil skrive social kontrol direkte ind i straffelovens paragraf 243 om psykisk vold, der giver op til tre års fængsel.

Det skal blandt andet ramme forældre, som udsætter en datter for omfattende, nedbrydende overvågning. Og det skal ramme familier, som fastholder kvinder i et ægteskab mod deres vilje, skriver Jyllands-Posten.

– Det begrænser et menneske og skal straffes lige så hårdt som fysisk vold, siger SF-partiformand Pia Olsen Dyhr til avisen.

Samtidig skal det i seksualundervisningen gøres obligatorisk at lære om blandt andet “mødomsmyten” samt homoseksualitet.

Derudover stiller partiet finanslovkrav om fire millioner kroner til krisecenterpladser i Aarhus og Odense for at kunne hjælpe tættere på boligområder som Gellerupparken og Vollsmose.

Her er der ifølge partiet problemer med social kontrol.

– Det giver den enkelte et redskab til at forsvare sig. En pige eller kvinde, der bliver udsat for social kontrol, har pludselig staten bag sig, siger integrationsordfører Halime Oguz (SF) til Jyllands-Posten.

Til avisen siger juraprofessor Lasse Lund Madsen, at det vil have en effekt, hvis social kontrol skrives ind i straffeloven.

Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, vil gerne diskutere initiativerne, siger han til avisen.

Venstre vil ikke modarbejde forslaget. Men man tvivler på effekten af at skrive social kontrol direkte ind i loven, siger partiets udlændingeordfører, Mads Fuglede.

/ritzau/