Festglade unge får borgmestre til at tale for nye stramninger

Det stigende smittetal blandt særligt unge får nu borgmesteren i Frederiksberg Kommune, Simon Aggesen (K), til at opfordre til stramninger.

Han mener, at regeringen på grund af situationen bør indføre hårdere restriktioner i det københavnske natteliv. Det siger borgmesteren til DR.

– Det er tydeligt, at der er behov for, at myndighederne træder i karakter og indfører restriktioner. Det behøver ikke være et totalforbud, men det kan være lidt mere vidtgående restriktioner end i dag, siger Simon Aggesen.

Den seneste tid er antallet af daglige smittetilfælde steget herhjemme.

Det er blandt andet et stigende antal smittede personer i alderen 20 til 29 år, der har været med til at trække tallene op.

Fordi der i øjeblikket især sker en smittestigning blandt de unge, mener Simon Aggesen, at det er naturligt at lave restriktioner dér, hvor mange i den aldersgruppe samles.

– Det ser ud til, at de unge i den aldersgruppe ikke kan finde ud af at holde afstand, siger han.

På trods af opfordringer fra politiet om det modsatte valgte en del unge lørdag aften at tage i byen i København og feste.

I et tilfælde måtte politiet rykke ud og lukke en piratfest med 300 deltagere.

Situationen får Frank Jensen (S), overborgmester i Københavns Kommune, til at bakke op om nye restriktioner i nattelivet, hvis ikke de unge bliver bedre til at overholde myndighedernes anbefalinger om blandt andet afstand til andre.

– Det er helt galt, og det er ikke acceptabelt, at man ikke kan overholde bare de få anbefalinger, vi har om at lade være med at opsøge store fester i nattelivet.

– Vi går ind i nogle dage med nærmest sommertemperaturer, og der bliver man altså nødt til at tage sig sammen. Ellers er det min opfordring, at så må der komme nye restriktioner i nattelivet, siger Frank Jensen til DR.

/ritzau/