SF: Godtgørelse til ofre for sexchikane skal tredobles

Godtgørelsen til ofre for sexchikane skal tredobles fra de gennemsnitlige 33.000 kroner til 99.000 kroner. Det mener SF.

– 33.000 kroner er en enormt lille godtgørelse, hvis man er kommet hele vejen igennem retssystemet og har fået prøvet sin sag.

– Særligt når vi kan se, at det faktisk er kvinderne, der ender med at forlade arbejdspladsen, selv om det er dem, der har været udsat for chikanen, siger ligestillingsordfører for SF Astrid Carøe.

Det er en idé, som Radikale Venstre kan tilslutte sig.

– Vi mener, den nuværende godtgørelse er alt for lav. Det er et rigtigt godt niveau at tredoble den, siger Samira Nawa, ligestillingsordfører for Radikale Venstre.

Direktør for videnscenteret Kvinfo Henriette Laursen udtalte fredag, at hun ikke mente, at godtgørelsen for ofre for sexchikaner står mål med frygten for at miste sit arbejde.

/ritzau/