Minister inviterer Sofie Linde til møde om sexchikane

Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) vil høre de kvinder, som har oplevet sexchikane på arbejdspladsen, hvad de mener, der skal gøres for at skabe en kulturændring.

Det drejer sig om tv-vært Sofie Linde og nogle af initiativtagerne til det brev, der støtter hendes opråb mod sexchikane.

Fagbevægelsen, arbejdsgiverorganisationer og civilsamfundsorganisationer vil også blive inviteret til et møde, siger ministeren.

– På den baggrund vil jeg så overveje, hvilke tiltag der kan tages.

– Både eventuelt sammen med arbejdsmarkedets parter, men eventuelt også om der skal yderligere lovgivningsmæssige initiativer til. Det vil jeg selvfølgelig drøfte med partierne i Folketinget, siger Mogens Jensen (S).

SF har tidligere på dagen foreslået, at godtgørelsen til ofre for sexchikane tredobles fra de gennemsnitlige 33.000 kroner til 99.000 kroner. Den idé bakker De Radikale op om.

Mogens Jensen (S) vil dog på nuværende tidspunkt ikke forholde sig til konkrete forslag, da han først vil gennemføre dialogmøderne.

På baggrund af dem vil han tage stilling til, hvad der skal tages af yderligere initiativer.

Men det er ifølge ministeren primært en kulturændring ude på arbejdspladserne, der skal til, da det er her “den uacceptable adfærd” foregår.

– For at fremme den kulturændring kan det godt ske, at man er nødt til at tage lovgivningsmæssige initiativer, ud over dem der er taget. Det er jeg selvfølgelig villig til at drøfte, siger han.

Direktøren for Kvinfo, Henriette Laursen, sagde fredag, at politikerne “skal lægge sig fladt ned og erkende, at der tegner sig et mønster”.

Ligestillingsministeren siger, at politikerne skal sikre, at der er de “nødvendige lovgivningsmæssige rammer” for, at “denne form for adfærd” ikke er tilladt.

– Og at der også er sanktioner, når det sker, siger han.

Derudover er det på arbejdspladsen ifølge ministeren i sidste ende arbejdsgivernes ansvar at forhindre sexchikane.

Mogens Jensen (S) fortæller, at møderne vil blive iværksat hurtigst muligt, og at blandt andet Kvinfo vil blive inviteret.

/ritzau/