Regeringen skaber migrationsambassadør

Regeringen opretter ny ambassadørpost og taskforce, der skal arbejde for at lave modtagecentre for immigranter uden for EU.

Det skriver Udenrigsministeriet.

– En migrationsambassadør kan være med til at åbne døre for Danmarks forslag om en ny tilgang, hvor vi stopper migrantpresset mod Europa og sikrer at reelle flygtninge hjælpes hurtigere og bedre i nærområderne, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse.

Ambassadøren bliver Anders Tang Friborg, der vil have status af særlig udsending.

Sammen med en taskforce fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet skal han både skubbe på for at få modtagecentre uden for EU samt forbedre mulighederne for at hjemsende afviste asylansøgere.

– Regeringen ønsker så få spontane asylansøgere som muligt til Danmark, så vi i stedet kan hjælpe langt flere i nærområderne.

– Det mål vil vi blandt andet nå ved at etablere et eller flere modtagecentre uden for EU og dermed fjerne migranternes incitament til at krydse Middelhavet. Det bliver alt andet end nemt, skriver fungerende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).

Det var i 2018, at statsminister Mette Frederiksen (S), før hun blev statsminister, lancerede idéen om, at bremse migrationsstrømmen til Europa ved at lave modtagecentre og hjælpe i nærområderne. Og at lade sagsbehandlingen foregå her.

Planen er dog blevet kritiseret som luftig og svær at gennemføre i Danmark. Og har heller ikke fundet fodslag som en holdbar løsning i EU-regi.

– Jeg synes ikke, det er en realistisk idé. Vi har behov for at styre migrationen. Det haster, vi har brug for en ny pagt, der kan accepteres af alle medlemslandene, sagde EU’s flygtningekommissær Ylva Johansson i december 2019 om regeringens planer.

I januar citerede Berlingske udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) for, at man ikke havde fundet lande, der var klar til at oprette et modtagecenter.

– Nej, desværre. Jeg vil vældig gerne sige, at vi har været i dialog med et tredjeland som sagde, at de gerne ville have et modtagecenter, men det er der ikke nogen, der har sagt til os, sagde han.

Også Tyskland og Frankrig udtrykte sig kritisk over for idéen på det tidspunkt. Regeringen har dog fastholdt planen.

Tidligere har regeringen peget på modtagecentre i eksempelvis Libyen, Tunesien eller Marokko.

/ritzau/