Mette F. er imod forbud mod omskæring grundet jødeforfølgelse

Det er jødernes historie som folkefærd og forfølgelse i historisk perspektiv, der gør, at statsminister Mette Frederiksen (S) er imod et forbud mod omskæring.

Emnet har været på dagsordenen flere gange tidligere, men der blev pustet liv i den igen, da der hen over sommeren opstod uro i en arbejdsgruppe, der var nedsat for at opdatere en vejledning om omskæring.

Pressen har forsøgt at få kommentarer fra stribevis af politikere, der ikke har villet stille op. Derfor har det været længe ventet, når Mette Frederiksen uddyber sin beslutning i fredagens udgave af Weekendavisen i et interview, der er lagt på nettet allerede torsdag.

– Man kan ikke se det løsrevet fra Danmarks og Europas historie. Europas historie er en historie om jødeforfølgelse. Det har den været igennem mange hundrede år. Antisemitismen kender de fleste danskere fortællingen om.

– Det kulminerer i 1930’erne og 40’erne med den systematiske nedslagtning, med folkemordet, med Holocaust. Det er desværre Europas historie, siger hun.

Også Venstre er som parti imod et forbud, og dermed er der flertal i Folketinget. Det bliver taget op politisk, fordi der blev bebudet et beslutningsforslag, som fulgte en intention fra et borgerforslag om, at det ikke skal være lovligt at skære i “små drengebørn”.

Tilbage i 2008 var den daværende socialordfører Mette Frederiksen ellers for et forbud.

– Jeg har aldrig forstået, hvorfor man skal skære i børn på den måde. Jeg mener ikke, at religion kan legitimere, at man påfører sine børn fysiske skavanker og de smerter, der må være forbundet med det, lød det i Berlingske.

I dag begrunder hun kovendingen med, at der skal tages et særligt hensyn til jøderne. Men egentlig er hun ikke tilhænger af omskæring.

– Når man ser på dette spørgsmål helt løsrevet fra historien og kun kigger på individet, er jeg heller ikke selv tilhænger af omskæring. Derfor anerkender jeg dilemmaerne. Jeg forstår til fulde, hvorfor mange danskere har det synspunkt, at omskæring af mindreårige ikke bør finde sted, siger hun til Weekendavisen.

/ritzau/