Hækkerup i samråd: Domstole kunne have fortsat som normalt

I midten af marts lukkede domstolene ned sammen med det øvrige offentlige Danmark grundet coronavirusset. De genåbnede 27. april.

Men justitsminister Nick Hækkerup (S) fastslår på et samråd torsdag om nedlukning og genåbning af domstolene under coronakrisen, at “domstolene kunne have valgt at fortsætte den normale drift uanset Justitsministeriets opfordringer”.

Hækkerup siger, at Justitsministeriet opfordrede Domstolsstyrelsen til at følge de retningslinjer, som regeringen lagde for håndteringen af coronavirusset.

Det er den radikale retsordfører, Kristian Hegaard, der har kaldt justitsministeren i samråd og bedt ham forklare, hvem der traf beslutningen om domstolenes nedlukning.

Justitsministeriet og direktøren for Domstolsstyrelsen, Kristian Hertz, har tidligere afvist, at det var regeringen, der lukkede domstolene og afgjorde tidspunktet for genåbning.

Dog bragte Dagbladet Information i begyndelsen af august en artikel, efter at avisen var kommet i besiddelse af referater fra møder i den krisestab, som Domstolsstyrelsen nedsatte 11. marts efter nedlukningen.

Referaterne forstærkede ifølge eksperter en opfattelse af, at det var regeringen, der traf beslutningen.

Sagen er kontroversiel, fordi det i Grundloven fastslås, at domstolene skal være uafhængige.

/ritzau/