Testkapaciteten udvides i København efter for lang ventetid

Testkapaciteten i Københavns Lufthavn bliver fra mandag fordoblet, og der vil blive oprettet nye testcentre i København.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) onsdag morgen til TV2.

Meldingen kommer efter kritik af flere dages ventetid på coronatest i København og Odense.

I begge byer er der de næste par uger indført yderligere restriktioner grundet stigende coronasmitte.

– Der er for lang ventetid, siger Heunicke til TV2 efter et møde onsdag morgen med ordførere fra de andre partier.

– I forståelig frustration over for lang ventetid i København kører folk ud i lufthavnen. Det belaster lufthavnen, så de folk, der lander, skal vente i timevis. Derfor opgraderer vi nu både lufthavnen og opretter flere testcentre i København, siger Heunicke.

Forud for ministerens melding udtalte Venstres næstformand, Inger Støjberg, at regeringen måtte vise handling.

– Det er ikke i orden, at der kan være så lange ventetider på at blive testet og få svar på test.

– I august blev der lavet en aftale om genåbningen, og der var et af vores hovedkrav, at testningen skulle op i omdrejninger. Det skal simpelthen fungere, så folk kan komme hurtigt tilbage til dagligdagen, hvis de ikke fejler noget, sagde Støjberg tidligere onsdag morgen i en skriftlig kommentar.

– Det bekymrer mig meget, når vi ser, at kontakttallet og smitten stiger, at aftalen ikke ser ud til at være fulgt.

– Der er stadig alt for lange ventetider. Det må regeringen simpelthen få løst, så vi kan sikre danskernes sundhed og undgå en ny alvorlig nedlukning af samfundet, sagde hun.

Efter mødet konstaterer Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, at regeringen har givet lovning på at skrue op for testkapaciteten, og at der skrues op for laboratoriekapaciteten.

Det er godt, mener Geertsen, men han er ikke tryg ved situationen som helhed.

– Jeg er ikke tryg i den forstand, at det kommer med en pris, når man melder nedlukninger ud, som man har gjort i forhold til Odense og hovedstaden.

– Der vil naturligt ske det, at folk begynder at tænke, at nu må vi hellere se at blive testet. Det er en helt naturlig reaktion. Og der forstår jeg ikke, at man samtidig, altså før man melder nedlukninger ud, ikke er rimelig skarp på, om man kan håndtere det rent testmæssigt, siger Geertsen.

De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, siger:
– Vi ved, at smittetrykket vokser. Der bliver testet flere positive, og vi går ind i en efterårstid, hvor vi klumper os mere sammen. Så det er en alvorlig situation.

– Det skal være sådan, at man kan blive testet og få svaret inden for 24 timer. Det er målsætningen.

/ritzau/