Radikale vil sætte ind overfor unge i udsatte boligområder

I 2023 skal alle unge i alderen 16 til 18 år, som bor i et af de 28 boligområder, som er på ghettolisten, være i gang med uddannelse, job eller have et fritidsjob.

Sådan lyder det i et nyt udspil fra De Radikale.

– Risikoen for, at man hverken er i gang med arbejde eller uddannelse, er cirka dobbelt så stor, hvis man er 16 til 18 år og bor i et udsat boligområde, siger De Radikales politiske leder, Morten Østergaard.

Ifølge ham drejer det sig om cirka 300 unge fra de 28 boligområder.

– Vi ved, hvem de er, hvor de bor, og at det, der virker, er, at de er i uddannelse eller arbejde, siger han.

Helt konkret forslår De Radikale at afsætte 15 millioner kroner til at sætte ind overfor fravær og frafald i udskolingen og på ungdomsuddannelser.

– Der er ikke en løsning, der passer til alle, men der er behov for at få fat i de unge, når fraværet begynder at stikke af, og det kan man gøre på forskellige måder, siger Morten Østergaard.

En måde at løse det på kan ifølge Østergaard være at sørge for, at de unge får et fritidsjob. Her vil De Radikale sikre en “fritidsjob-garanti” til de 13 til 16-årige, som bor i de 28 områder, lyder det i udspillet.

– Man sørger for, at de unge får et fritidsjob, som kan give dem nogle muligheder for at gøre ting, de har lyst til, men at det så hænger sammen med, at de passer deres skole, og så er der pludselig noget at miste.

– Selv om man måske synes, skoledagen kan være lidt lang, eller fagene kan være lidt udfordrende, så er der en kobling til noget at det, man også gerne vil, siger Morten Østergaard.

Flere af De Radikales kommunalpolitikere kommer også med initiativer, fremgår det af udspillet.

Eksempelvis foreslår medlem af Helsingør Byråd Christian Donatzky at ansætte en socialrådgiver, der er fysisk placeret i de udsatte boligområder.

Rådgiveren skal fungere som koordinator mellem beboerne og kommunen, fremgår det.

Morten Østergaard besøger i dag, onsdag, udsatte boligområder i Korsør og Odense.

Her vil han blandt andet høre om de “lokale udfordringer”, og hvordan man kan få gang i indsatsen de pågældende steder.

/ritzau/