Eva Kjer Hansen vil være borgmester i Kolding ligesom Søvndal

Når Jørn Pedersen (V) stopper som borgmester i Kolding Kommune efter kommunalvalget næste år, kan han få et velkendt navn som afløser.

Folketingsmedlem og tidligere minister Eva Kjer Hansen (V) fortæller til JydskeVestkysten, at hun vil gå efter at afløse Jørn Pedersen, der har været borgmester i Kolding siden efter kommunalvalget i 2009.

– Nu har jeg knoklet for Kolding i næsten 30 år på Christiansborg, og nu er jeg klar til at gøre det i en anden sammenhæng.

– Men det er jo helt og aldeles Venstres medlemmer, der afgør, om det bliver sådan, siger Eva Kjer Hansen til avisen. Hun blev valgt ind i Folketinget i 1990.

For nylig meddelte tidligere udenrigsminister Villy Søvndal (SF), at han vil forsøge at blive borgmester i Kolding.

Den tidligere SF-formand er i øjeblikket regionsrådsmedlem for partiet i Region Syddanmark.

56-årige Eva Kjer Hansen vil først skulle vælges ved en generalforsamling hos Venstre i Kolding. Hun er Kolding Syd Kredsens kandidat til Folketinget.

Ifølge JydskeVestkysten skal generalforsamlingen afholdes i oktober.

Det ser ud til, at Eva Kjer Hansen må ud i kampvalg om at blive Venstres kandidat ved kommunalvalget, der afholdes 16. november næste år.

Partifællen Jakob Ville, der sidder i byrådet i Kolding Kommune, har meddelt, at han går efter at blive borgmester.

Eva Kjer Hansen har bestridt en række ministerposter, og hun var senest fiskeri- og ligestillingsminister samt minister for nordisk samarbejde.

I februar 2016 måtte hun trække sig som miljø- og fødevareminister.

Det skete efter anklager om, at hun havde undermineret hensyn til miljøet i den såkaldte landbrugspakke.

Hendes afgang skete efter pres fra den daværende V-regerings støtteparti De Konservative, der krævede hendes afgang.

Lidt over to år senere hev daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hende ind på ministerholdet igen.

Efter at VLAK-regeringen mistede regeringsansvaret ved folketingsvalget i juni sidste år, har hun bestridt en række udvalgsposter i Folketinget, blandt andet som formand for Europaudvalget og som medlem af Finansudvalget.

/ritzau/