Engell: Krarup-farvel forstærker krise for Dansk Folkeparti

Det er en meget alvorlig sag for Dansk Folkeparti, at profilen Marie Krarup ikke genopstiller ved næste folketingsvalg. Det mener politisk kommentator Hans Engell.

Folketingsmedlem Marie Krarup er “dybt skuffet” over sit parti, der nu støtter et forbud mod rituel omskæring af drengebørn. Det er blot den seneste af en række møgsager ifølge den politiske kommentator.

– Det er alvorligt for Dansk Folkeparti, fordi det forstærker den krise, partiet i forvejen befinder sig i. DF har meget svært ved at finde sine egne ben. Bag kulisserne er der en række interne opgør, som skvulper over, siger Hans Engell.

Debatten om rituel omskæring af drengebørn er blusset op de seneste uger.

På et gruppemøde besluttede DF, at partiet støtter et forbud mod omskæring af drengebørn under 18 år.

Tre af de 17 folketingsmedlemmer har fået dispensation til at stemme, hvad de vil. Det er næstformand Morten Messerschmidt, tidligere næstformand Søren Espersen og Marie Krarup.

– Spørgsmålet om omskæring er helt klart noget, der splitter partiet.

– Det er en strid, der kommer på et umådeligt dårligt tidspunkt for Dansk Folkeparti. Når Krarup forlader politik, betyder det, at DF i sin midte har et folketingsmedlem, som i den grad ligger sig ud med sit eget parti, siger Hans Engell.

/ritzau/