Naturfredningsforening kræver svar om politiske grønne løfter

Den vilde natur var tirsdag morgen rykket ind på Rigsdagsgården på Christiansborg.

Omgivet af et lille stykke natur, der var opstillet til lejligheden, interviewede præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, en række politikere om, hvordan de vil leve op til deres grønne løfter og sikre mere natur i forbindelse med den kommende finanslov.

Det gjaldt De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, miljøminister Lea Wermelin (S), SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, og De Konservatives gruppeformand, Mai Mercado.

Folketinget skal nemlig tirsdag samles for at debattere finanslovsudspillet fremlagt af regeringen, som ifølge Maria Reumert Gjerding “stort set har glemt naturen”.

Ifølge Morten Østergaard er finanslovsudspillet “blottet for ambitioner”, når det gælder kampen for at reducere CO2-udledning og sikre mere natur. De Radikale vil arbejde med et “grønt råderum”.

– Altså sikre, at der i de kommende år er afsat en økonomi til, at vi hver eneste år kan investere. Vi forestiller os, at der er brug for i hvert fald to milliarder hvert år de næste ti år til klima og natur, siger han.

/ritzau/