Naturfredningsforening kræver svar om politiske grønne løfter

Den vilde natur var tirsdag morgen rykket ind på Rigsdagsgården på Christiansborg.

Omgivet af et lille stykke natur, der var opstillet til lejligheden, interviewede præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, en række politikere om, hvordan de vil leve op til deres grønne løfter og sikre mere natur i forbindelse med den kommende finanslov.

Det gjaldt De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, miljøminister Lea Wermelin (S), SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, De Konservatives gruppeformand, Mai Mercado og Enhedslistens naturordfører, Mai Villadsen.

Folketinget skal nemlig tirsdag samles for at debattere finanslovsudspillet fremlagt af regeringen, som ifølge Maria Reumert Gjerding “stort set har glemt naturen”.

Regeringen vil i finansloven afsætte 50 millioner årligt fra 2021 til 2024 til at løfte naturen og biodiversiteten.

Ifølge Morten Østergaard er finanslovsudspillet “blottet for ambitioner”, når det gælder kampen for at reducere CO2-udledning og sikre mere natur. De Radikale vil arbejde med et “grønt råderum”.

– Altså sikre, at der i de kommende år er afsat en økonomi til, at vi hver eneste år kan investere. Vi forestiller os, at der er brug for i hvert fald to milliarder hvert år de næste ti år til klima og natur, siger han.

Ifølge Pia Olsen Dyhr er SF og Naturfredningsforeningen enige om, at naturen skal højere op på den politiske dagsorden.

– Det, der er afgørende for mig, er, at vi får lavet planen for, hvordan vi får leveret på de 15 naturnationalparker plus urørt skov, som vi har lovet, siger Pia Olsen Dyhr efter interviewet med Maria Reumert Gjerding.

Miljøminister Lea Wermelin siger, at det er vigtigt for regeringen at prioritere “vores natur”.

– En af de ting, vi har med (i udspillet red.), er jo 200 millioner over fire år til netop vores natur, som kan gå til urørt skov og naturnationalparker.

– Det vil sige, at vi kan tage de næste skridt i forhold til vores natur, siger Lea Wermelin efter interviewet med Maria Reumert Gjerding.

Regeringen udskød for en uge siden forhandlingerne om en naturpakke til næste år.

Det var Socialdemokratiet og SF, som under valgkampen sidste år præsenterede et forslag om 15 nye naturnationalparker og 75.000 hektar urørt skov i forbindelse med naturpakken.

/ritzau/