Partier vil have en million grønne biler i 2030 trods milliardudgift

Der er ingen vej uden om at få en million nul- og lavemissionsbiler på vejene i Danmark i 2030.

Det mener SF, efter at kommissionen for grøn omstilling af personbiler mandag har fremlagt den første af to delrapporter om omstillingen fra konventionelle biler til grønne biler.

I rapporten fremgår det, at det vil koste samfundet 5,7 milliarder kroner at nå en million grønne biler i 2030.

– Det er vigtigt, at vi ikke ryster på hånden, så snart vi kan se, at den grønne omstilling bliver dyr og besværlig, siger SF’s klimaordfører, Signe Munk, i en skriftlig kommentar.

– Vi skal finde løsninger, hvor vi både når vores tårnhøje grønne mål og ikke sender regningen til dem, der har mindst, siger hun.

SF vil stoppe salget af de mest klimabelastende benzin- og dieselbiler i 2022 og sørge for, at kun grønne biler bliver solgt fra 2028.

– Der skal være mindst en million elbiler i 2030, og det forudsætter, at vi sender nogle af de sorteste biler på pension, så der ikke bare kommer flere biler på vejene, siger Signe Munk.

Et forbud mod salg af benzin- og dieselbiler er dog i strid med EU-reglerne og kan derfor ikke realiseres på nuværende tidspunkt.

De Radikale ser positive takter i rapporten fra kommissionen.

Herunder muligheden for at beskatte biler i forhold til, hvor meget CO2 de udleder. Men også muligheden for at give tilskud ved køb af elbiler i perioden frem mod 2030.

De Radikale ønsker at tage penge fra det økonomiske råderum til at finansiere nogle af udgifterne til at nå i mål med en million grønne biler.

– Vi har også sagt, at vi over de næste ti år gerne vil afsætte to milliarder kroner (om året, red.) i det, vi kalder grønt råderum.

– Omstillingen af transporten er enormt vigtig, hvis vi skal have nogen chance for at nå i mål i 2030.

– Derfor er vi klar til at se på afgiftssystemet, og vi er villige til at bruge noget af råderummet, siger klimaordfører Ruben Kidde (R).

/ritzau/