Odense Kommune hjemsender medarbejdere efter smittestigning

Den stigende smitte med coronavirus har fået myndighederne til at indføre skærpede restriktioner i Odense Kommune, Københavns Kommune og kommuner omkring hovedstaden.

Det har fået Odense Kommune til at sende administrative medarbejdere hjem foreløbigt frem til 22. september. Det oplyser Borgmesterforvaltningen i Odense Kommune.

Til TV2 Fyn oplyser stadsdirektør i Odense Kommune Stefan Birkebjerg Andersen, at det drejer sig om op mod 2000 medarbejdere.

Det sker, efter at sundhedsmyndighederne, sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og borgmestrene i Odense og København mandag har holdt et pressemøde.

Her lød opfordringen, at flest mulige medarbejdere skal arbejde hjemmefra.

Det er fortsat uklart, om medarbejdere i Københavns Kommune også skal arbejde hjemme.

Det kommer der formentligt afklaring på først på dagen tirsdag, hvor Københavns kriseberedskab skal holde møde.

/ritzau/