30 personer smittet med covid-19 til fødselsdagsfest

Det kan gå hurtigt med spredningen af coronavirus til fester og arrangementer, hvor der er mange mennesker.

En enkelt fødselsdagsfest har således været kilde til 30 nye coronatilfælde.

Det siger Anette Lykke Petri, der er direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, mandag på et pressemøde.

– Det eksempel har jeg taget med for at illustrere, hvor lynhurtigt det kan gå med smitten til private fester, siger hun.

Pressemødet afholdes, efter at der den seneste tid er sket en stigning i antallet af smittede med covid-19 i Danmark.

Det er særligt i specifikke kommuner, at den er taget til, og der indføres derfor lokale restriktioner i blandt andet Københavns Kommune.

Her sænkes forsamlingsforbuddet til 50 fra 100 personer, ligesom restauranter og barer skal lukke klokken 24 i stedet for klokken 02.

Mandag viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut, at der det seneste døgn er 230 bekræftede nye tilfælde af coronavirus.

Det er det højeste på et døgn siden slutningen af april.

/ritzau/