S-ordfører: Vi kan ikke være enige om alting i partiet

Folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen (S) har skrevet en bog om åndsfriheden, som han føler er under pres.

Og netop retten til at ytre sig frit insisterer han på at have ret til, også selv om elementer i bogen går imod Socialdemokratiets holdninger, for eksempel om udlændingepolitik.

– Det handler om en hjertesag, og jeg står fuldstændig ved, at der er nogle områder, hvor jeg har nogle synspunkter, der er anderledes end mit parti, siger Daniel Toft Jakobsen, der er handicap- og udviklingsordfører i Socialdemokratiet.

– Det ville være mere overraskende, hvis alle 48 medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe er fuldstændig enige om alting, siger han.

Spørgsmål: Oplever du, at der er plads til andre holdninger end partiets linje i Socialdemokratiet?

– Det er der jo plads til. Vi lever i et frit land, men det er også fair nok, at en partiledelse kan have nogle holdninger til det, jeg skriver. De har jo også åndsfrihed. På den måde ser jeg det som noget meget naturligt.

– For mig er det vigtigt, at der er plads til det i politik og på Christiansborg og i de forskellige partier, at man en gang imellem også kan diskutere nogle emner, som er vigtige, også selv om de måske går lidt på tværs, siger han.

Daniel Toft Jakobsen har flere gange tidligere ytret sig med holdninger, som går imod Socialdemokratiets officielle linje.

I 2018 var han imod tildækningsforbuddet, men han stemte alligevel for forslaget i Folketingssalen.

– Mit klare udgangspunkt er at stemme med partiet, men derfor mener jeg godt, at man nogle gange kan sige det højt, som ikke behøver at være den kæmpestore overraskelse.

– Nemlig at der kan være nogle spørgsmål i et stort parti, hvor alle ikke er fuldstændig enige, siger han.

Kun en enkelt gang, i 2016, da Daniel Toft Jakobsen kun havde siddet i Folketinget i ret kort tid, har han stemt imod sit parti i Folketingssalen.

Det var i en sag om familiesammenføringsregler, og det var “enormt dilemmafyldt”, fortæller han.

Spørgsmål: Forventer du, at dette her er en bog, man kan rumme i Socialdemokratiet, og at det ikke får nogen konsekvenser for dig?
– Ja, jeg mener klart, at det er nogle holdninger, som har været rummet historisk i mange år i vores parti, og som jeg synes, det er vigtigt, at vi fortsat kan rumme.

– For mig er det vigtigt, at der stadig er plads til at have de holdninger i vores parti. Men omvendt er jeg ikke ude på at jorde alle dem, der har nogle andre holdninger. Det ville være lidt selvmodsigende, jeg synes jo også, at de skal have deres åndsfrihed.

– Det giver en form for dynamik, at man kan tage nogle diskussioner, selvfølgelig primært internt, det ved jeg godt.

– Men der skal også være plads til at skrive en bog, man har tænkt over i en del tid og prøve at tænke nogle tanker om et større emne, siger Daniel Toft Jakobsen.

/ritzau/