Boligøkonom: Ejendomsvurderinger vidner om større problemer

Skatteministeriet meddelte onsdag aften, at de længe ventede ejendomsvurderinger, som skulle være kommet i efteråret, er udskudt til sommeren 2021.

Det efterlader et indtryk af usikkerhed og rod hos boligøkonom Curt Liliegreen, der er direktør i Boligøkonomisk Videnscenter.

– Jeg kan godt være bange for, at problemerne, som er knyttet til de nye ejendomsvurderinger, er systemiske. Det skal forstås sådan, at man generelt har en it-infrastruktur omkring skatteopkrævning, der er forældet.

– Der er en stor kompleksitet indbygget i systemet som helhed, så der kan dukke svigt op flere steder og ikke kun ved ejendomsvurderinger, siger han.

Sagen berører hundredtusindvis af danske boligejere og har været en politisk hovedpine i årevis.

Allerede i 2007 stod det klart, at vurderingen af danskernes boliger – der er afgørende for beskatningen – ikke var god nok.

Et nyt it-system blev udset til at stå for vurderingen. Det er så blevet udsat af flere omgange. I slutningen af 2019 blev den fulde implementering udsat til 2024.

Allerede fra efteråret i år skulle de første vurderinger dog komme og dermed også de første tilbagebetalinger af for meget betalt skat. Men det er nu udskudt til “omkring sommeren næste år”, lyder det fra ministeriet.

– Det vil skabe en generel usikkerhed og måske også et tillidsbrud, og det er uheldigt, for skatteopkrævning hviler på en form for social kontrakt mellem stat og borger, siger Curt Liliegreen.

/ritzau/