Minister: Samtykke til sex kan også være lystlyde

Regeringen og støttepartierne De Radikale, SF og Enhedslisten har aftalt en ændring af voldtægtslovgivningen, så den fremover skal være baseret på samtykke.

Det skal fremover være “strafbart at have samleje med en person, der ikke samtykker”. Samtykke kan gives både verbalt men også gennem handlinger.

Bevisbyrden er der ikke ændret på, så det vil fortsat være Anklagemyndigheden, der skal bevise, at der ikke er givet samtykke.

Læs her fem skarpe til justitsminister Nick Hækkerup (S) fra pressemødet om forslaget:
Spørgsmål: Hvad er grundlæggende forskellen på den nuværende lovgivning og så det, I præsenterer her?
– Vi går fra et system, hvor der skulle være tvang og vold for, at det var voldtægt, til at der skal være samtykke. Det vil sige, at det er voldtægt, hvis man ikke er enig om det. Grundlæggende, der er selvfølgelig nuancer.

– Hvor temaet tidligere ved en retssag har været, om der har været tvang eller vold, vil det nu blive, om der har været samtykke.

Spørgsmål: Hvordan giver man et samtykke til sex?
– Det kan man jo gøre ved at spørge, og så få et ja. Så er den rimeligt meget i skabet.

– Men det er også mere end det. Det kan også gives indirekte via den kontakt, man har, den opførsel, der er. Det kan også ligge i omstændighederne.

Spørgsmål: Det fremgår af aftalen, at det også kan være en lystlyd. Hvad er en lystlyd til forskel fra en lyd, der ikke er en lystlyd?
– Dette her kunne blive et helt fantastisk pressemøde, hvis jeg skal levere lystlyde. Så det vil jeg springe over.

– Hvis man er enig om sex, så bryder man ikke loven. Det ligger i omstændighederne.

– Men det er rigtigt, at det seksuelle sprog er meget mere end det talte ord. Det har vi i al dets besværlighed prøvet at komme rundt om.

Spørgsmål: Straffelovrådet (en rådgivende ekspertgruppe red.) anbefalede ikke en samtykkebaseret lovgivning, men en baseret på frivillighed. Hvorfor ikke følge eksperterne?
– Man skal lytte til eksperterne, når man er enig. Nej, selvfølgeligt ikke.

– Man skal lytte, men det er jo ikke det samme som, at man ikke kan have sine egne holdninger og meninger om, hvordan samfundet skal være.

– Politik laves på den måde, at vi lytter til alle mulige input fra eksperter, mindretal, flertal, organisationer. Og så har vi selvfølgelig også egne holdninger.

Spørgsmål: Hvordan skal man helt konkret kunne bevise, om der er givet samtykke eller ej?

– Udgangspunktet er, bevisproblemet, som man har haft tidligere med, om der har været vold eller tvang, forsvinder. Så man nu taler om, hvorvidt der har været samtykke eller ej)
– Det skal ske inden for den normale bevisførelse, så man fortsat er uskyldig til det modsatte er bevist.

– Men bevisproblemet flytter sig. Der er en lang række af de sager, der tidligere er ført til frifindelse, der utvivlsomt vil føre til dom nu. Men der skal stadig løftes en bevisbyrde og en kompleksitet om, hvornår den er løftet.

/ritzau/