Regeringen indgår trepartsaftale om lønfordeling

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en aftale om arbejdsfordeling som erstatning for lønkompensationsordningen, der udløb lørdag.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Aftalen skal løbe året ud og har til formål at forebygge fyringer.

Arbejdsfordelingsaftalen skal give mulighed for at dele arbejdet mellem ansatte i stedet for at fyre folk.

Mens folk er hjemme, skal de kunne modtage dagpenge, oplyser ministeriet.

– Jeg er glad for, at arbejdsmarkedets parter igen tager ansvar og laver en aftale, der hjælper både medarbejdere og virksomheder, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en meddelelse natten til mandag.

Som en del af aftalen vil den maksimale dagpengesats være forhøjet til 23.000 kroner pr. måned. Det er godt 20 procent over den normale maksimale dagpengesats. Forhøjelsen finansieres primært af et arbejdsgiverbidrag.

/ritzau/