Regeringen forventer stort fald i det økonomiske råderum

Regeringen forventer et fald i det økonomiske råderum frem mod 2025.

Det fremgår af en opgørelse, som finansminister Nicolai Wammen (S) mandag præsenterer på et pressemøde i Finansministeriet. Her præsenterer han regeringens finanslovsforslag samt Økonomisk Redegørelse.

Regeringen forventer, at det økonomiske råderum vil være 19,5 milliarder kroner frem mod 2025.

Af de 19,5 milliarder kroner er 11 milliarder kroner beregnet til det såkaldte demografiske træk.

Det demografiske træk skal ses som et udtryk for, at ændringer i befolkningsudviklingen påvirker det offentlige forbrug.

Så hvis der kommer flere børn og flere ældre, stiger udgifterne til for eksempel daginstitutioner og sundhedsvæsen.

Da det økonomiske råderum senest blev justeret i oktober sidste år, blev råderummet opgjort til samlet 28,75 milliarder kroner frem mod 2025.

Det er blandt andet indgåede klimaaftaler og udgifter i forbindelse med håndteringen af coronakrisen, der presser råderummet ned.

Regeringen har også sat i alt 2,4 milliarder kroner fra råderummet af til at finansiere den ret til tidlig pension, som regeringen ønsker at indføre.

Økonomisk Redegørelse er en publikation, som bliver udgivet tre gange om året, i maj, august og december.

Redegørelsen indeholder blandt andet regeringens prognose for dansk økonomi samt en vurdering af de offentlige finanser.

/ritzau/