Regeringen afsætter millioner til lukningstruede radiokanaler

Regeringen lægger i forslaget til finanslov op til, at radiokanalerne P6 og P8 videreføres i 2021.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

Det er tidligere kommet frem, at regeringen vil droppe de planlagte besparelser på DR i 2022 og 2023.

Men allerede til næste år, skal DR ifølge regeringen sikres penge til videreførelse af de to kanaler inden for rytmisk musik og jazz.

– Dansk public service-indhold har aldrig været vigtigere, end det er i dag, hvor store internationale mediemastodonter fylder mere end nogensinde i det danske medielandskab.

– I finanslovsforhandlingerne bliver det en vigtig prioritet for regeringen at få stoppet de kommende besparelser på DR, ligesom det er vigtigt at sikre fortsat overlevelse for P6 og P8, siger kulturminister Joy Mogensen (S).

Finanslovsforslaget afsætter 15 millioner kroner, der skal sikre overlevelse for de to kanaler.

I 2018 blev DR pålagt at spare 20 procent af budgettet.

De første besparelser er gennemført, men der resterer stadig millionbesparelser, før budgettet er tilpasset.

Det er disse besparelser, regeringen vil have taget af bordet.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at regeringen forbereder et udspil til medieforhandlinger.

Det kommer blandt andet til at handle om at styrke public service og de lokale og regionale medier.

Udspillet vil blive offentliggjort, når finansloven er på plads, skriver Kulturministeriet.

Det fremgår også, at Joy Mogensen til efteråret indleder forhandlinger om at sikre, at de store streamingtjenester “bidrager økonomisk til produktion af dansk indhold”.

/ritzau/