OVERBLIK: Partifæller er kede af Løkkes kritik af Ellemann

I en ny bog fortæller tidligere V-formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen om sit politiske liv, sine tanker om et samarbejde hen over midten i dansk politik og lægger afstand til den parlamentariske linje, som den nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, har lagt.

Udtalelserne og særligt kritikken af Jakob Ellemann har fået flere partifæller til at reagere, blandt andet på de sociale medier Twitter og Facebook.

Læs her, hvad et udvalg af partifællerne siger:
* Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, på Facebook:
– Det meste af det, jeg har læst, er noget, Lars har sagt siden valgkampen sidste år, hvor han ønskede en regering hen over midten. Det er en blindgyde og ikke en farbar vej.

– Danmark har brug for et borgerligt-liberalt regeringsalternativ, for vi bevæger os i den forkerte retning. Derfor har jeg sammen med Venstres folketingsgruppe udstukket en klar kurs.

– Den opgave glæder jeg mig til at tage fat på sammen med resten af Venstre, også selv om Lars ikke vil slippe fortiden. Vores politik ligger fast. Vi er på vej videre.

* Kristian Jensen (V), folketingsmedlem og tidligere næstformand, på Facebook:
– Jeg er Venstre-mand – og derfor gør det ondt i mit partihjerte at se angreb på Jakob Ellemann-Jensen og det parti, som Lars har givet sit, men som har givet ham endnu mere tilbage.

– Det kan være svært at sige farvel til magten og de poster, man er blevet betroet. Det ved jeg selv – det skal man vænne sig til – men det ændrer ikke ved, at partiet altid er og skal være større end individet, uanset hvor højt til vejrs man har været.

* Lars Christian Lilleholt (V), folketingsmedlem og tidligere energi-, forsynings- og klimaminister og folketingsmedlem og tidligere minister, senest beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V) i fælles opslag på Twitter:

– Som de fleste ved, har vi støttet Lars Løkke Rasmussen gennem hans tid som formand og statsminister for Venstre. En tid vi kigger tilbage på med stolthed.

– Vi er kede af at se, at en tidligere formand og statsminister har så svært ved at give slip, og at han nu er i gang med at undergrave det eftermæle, som fortjener at være større med alt det, han har gjort for Danmark og Venstre.

– At Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen nu føler sig kaldet til at kritisere Venstres formand Jakob Ellemann-Jensens politiske linje er meget trist og skadeligt for vores parti.

* Søren Pind, tidligere folketingsmedlem for Venstre og blandt andet tidligere justitsminister på Twitter:
– Jeg deler Løkkes analyse. Jeg er ked af, at Venstre vender tilbage til at ville putte børn i lejre, kalder instrukskomissionen for barnebrudskommissionen, opererer med et værdifællesskab i stedet for et arbejdsfællesskab med DF og samtidig en perspektivløs parlamentarisk position.

– Men jeg har været Venstremand, siden jeg var 15, og det ser jeg ikke lige som noget, jeg holder op med. Mine lidelser over mit parti har gennem årene været nogenlunde konstante, skriver han på Twitter.

/ritzau/