SF ønsker hurtigere indfasning af minimumsnormeringer

Finansminister Nicolai Wammen (S) fremlægger mandag udspillet til det, der på forhånd i regeringen betegnes som en “krisefinanslov”.

Men selv om Danmarks økonomi har været igennem et hårdt corona-forår, så vil finansministeren blive mødt med krav til finansloven fra regeringens støttepartier.

For SF bliver et af de centrale områder en hurtigere indfasning af minimumsnormeringerne i daginstitutioner. Det siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, forud for forhandlingerne.

– SF gik til valg på at få gennemført minimumsnormeringer, og det lykkedes på den første finanslov. Men vi havde gerne set, at de blev gennemført hurtigere, siger Pia Olsen Dyhr.

På regeringens første finanslov blev der afsat 600 millioner kroner til at begynde indfasningen af minimumsnormeringer.

SF foreslår konkret at afsætte yderligere 200 millioner kroner på finansloven for næste år. Dermed kan man ifølge Pia Olsen Dyhr næste år nå halvvejs med indfasningen af minimumsnormeringer.

Samtidig vil det bane vej for, at en fuld indfasning er på plads i 2024 i stedet for i 2025.

– Det vil betyde, at der kommer flere voksne i daginstitutionerne, så der kommer ro på for børnene. De vil blive set, hørt, kunne få en krammer af en voksen, siger Pia Olsen Dyhr.

Spørgsmål: Vi er lige kommet igennem et forår præget af corona, hvor der blev brugt store milliardbeløb på hjælpepakker. Burde I ikke holde igen i efteråret med krav, der koster penge?
– Netop minimumsnormeringer er noget af det, der er brug for i en situation med corona. Hvis vi skal undgå, at det blusser op igen, så er det vigtigt, at man ved, hvem vi har været sammen med. Det er nemmere at sikre for børnene, når normeringerne er gode, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun afviser, at partierne i lyset af coronakrisen må vælge mellem eksempelvis velfærdsforbedringer som minimumsnormeringer og klimaindsatsen. Klima skal også forhandles i efteråret i forsøget på at finde de konkrete initiativer, der skal indfri målet om 70 procents reduktion i CO2 i 2030.

– Vi kan gøre begge dele. Vi står i en situation, hvor vi mangler arbejdspladser, og både investeringer i klimaet og minimumsnormeringer vil skabe arbejdspladser, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun peger på, at store virksomheder som Grundfos, Danfoss og Vestas netop er med til at sikre skatteindtægter i kraft af klimaløsninger.

SF vil betale for forslaget med en en skat på teknologivirksomheder, der ikke har fysisk adresse i Danmark. Det kan være selskaber som Apple, Google og Facebook. Skatten skal ifølge Pia Olsen Dyhr fungere, indtil en “techskat” på europæisk niveau er på plads.

Fra regeringen kalder finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S) forslaget fra SF for “sympatisk”. Han nævner, at netop børneområdet også var et af de områder, man prioriterede i seneste finanslov.

– Men jeg tror, at alle partier skal stemme sindene efter, at vi står over for en coronafinanslov, hvor den vigtigste opgave for partierne bliver at bekæmpe den arbejdsløshed, som corona desværre har efterladt Danmark med, siger han.

/ritzau/