Kommentator: Ellemann bringer tvivl om V som reformparti

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens melding om at ville bevare regionerne ligner et farvel til Venstre som et borgerligt reformparti.

Det mener politisk kommentator Jarl Cordua.

Venstre gik sidste år under daværende formand Lars Løkke Rasmussen til valg på at ville nedlægge regionerne, og det er den idé, som partiets nye formand lørdag har afvist.

– Jakob Ellemann-Jensen tager et opgør med sin forgænger. Men meldingen siger lidt om forskellen på Løkke som partileder og Ellemann-Jensen som partileder, siger Jarl Cordua.

– Som jeg ser det, prøver han at falde tilbage på en position, som er nemmere at forklare og forsvare. Men det sætter også et meget stort spørgsmålstegn ved, om Venstre under Ellemann-Jensen vil fortsætte med at være et borgerligt reformparti.

Han påpeger, at der var kritiske stemmer internt i Venstre, da Lars Løkke sidste vinter fremlagde sin sundhedsreform, der skulle nedlægge regionerne. Derfor vurderer Jarl Cordua, at Ellemanns udmelding vil blive vel modtaget i dele af Venstres bagland.

Men han ser udmeldingen som et udtryk for, at Venstre har fået en “svagere formand”, der ikke har styrken til at stå i spidsen for store reformer.

Formanden er samtidig under et øget pres for at udstikke en politisk retning for partiet.

– Det er bemærkelsesværdigt, at der er gået et år, og indtil videre har Ellemann været bedre til at droppe projekter og aflyse idéer, end han har været til selv at formulere nye, siger Jarl Cordua.

Jakob Ellemann-Jensen har lørdag understreget, at han fortsat ønsker en reform af sundhedsvæsenet.

Men detaljerne om, hvordan Venstre mener, at sådan en reform skal se ud, mangler fortsat.

/ritzau/