Liberal Alliance forlader forhandlinger om hjælpepakker

Liberal Alliance har torsdag aften forladt forhandlingerne om en forlængelse af hjælpepakkerne til kulturen. Det skriver partiets leder, Alex Vanopslagh, på Facebook.

– Desværre giver man ikke en bedre hjælp til dem, der har brug for det, men finder i stedet penge til nye puljer til pjat og pjank.

– Vi havde håbet på, at der var opbakning til en bedre hjælp til de virksomheder, som fortsat er tvunget til at være lukket og har udsigt til at være det længe, skriver han blandt andet.

Den nuværende hjælpeordning for kultur- og sportslivet udløber lørdag.

Partierne sidder derfor i forhandlinger i Erhvervsministeriet om en forlængelse af hjælpepakkerne, som skal hjælpe virksomhederne under coronakrisen.

/ritzau/