OVERBLIK: Her er anklagepunkterne mod spiontjeneste

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har varslet en undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, efter at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) i en analyse har rejst kritik af efterretningstjenesten.

Læs hovedpunkterne fra TET, som de er refereret i en pressemeddelelse, her:
* Tilsynet vurderer, at Forsvarets Efterretningstjeneste fra 2014 til 2020 i forbindelse med kontroller har “tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger for tilsynet og givet tilsynet urigtige oplysninger om forhold”.

Det skulle være sket omkring, hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste har indhentet og videregivet information.

* Centrale dele af Forsvarets Efterretningstjenestes indhentning af information har risiko for, at der bliver indsamlet information om danske statsborgere.

* Ledelsen har undladt at følge op på indikationer af spionage inden for Forsvarsministeriets område.

* Tilsynet vurderer, at der i Forsvarets Efterretningstjenestes ledelse og dele af tjenesten har været en kultur, hvor “uberettigede aktiviteter eller uhensigtsmæssige forhold søges skrinlagt” og skjult for kontrollen.

* Forsvarets Efterretningstjeneste har haft ulovlige aktiviteter, der blandt andet involverer “indhentning og videregivelse af en betydelig mængde oplysninger om danske statsborgere”.

* Forsvarets Efterretningstjeneste har “behandlet” oplysninger om en ansat i Tilsynet med Efterretningstjenester.

Kilde: Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

/ritzau/