Kristendemokraterne er på stemmesedlen ved næste valg

Indenrigsministeriet har godkendt Kristendemokraternes vælgererklæringer, og det betyder, at partiet officielt er opstillet til Folketinget.

Det oplyser partiet.

– Det betyder konkret, at vi kan fokusere 100 procent på vores politik og mærkesager. I første omgang til kommunal- og regionsvalg næste år og Folketinget, når valget kommer, udtaler landsformand Isabella Arendt.

Kristendemokraterne var ved valget i 2019 bare 194 stemmer fra at sikre sig et kredsmandat i Vestjylland, hvor partiet historisk har stået stærkt. På landsplan blev det til 1,7 procent af stemmerne.

Ikke siden valget i 2001 er det lykkedes partiet at komme over spærregrænsen. Men partiet har troligt indsamlet vælgererklæringer og været opstillet siden da.

Efter valget i 2019 sagde Isabella Arendt, at partiet var “rigtigt træt” af, at det ikke kom ind, men var godt tilfreds med forløbet.

/ritzau/