V før pensionsforhandlinger: Udspil er økonomisk uansvarligt

Venstre møder frem for at lytte til, hvad regeringen har at sige om sit udspil til en ret til tidlig pension.

Men det største oppositionsparti har før sættemødet tirsdag aften i Beskæftigelsesministeriet ikke den store fidus til det udspil, som regeringen præsenterede for en uge siden.

– Vores udgangspunkt er, at det er økonomisk uansvarligt, siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V).

– Vi ser det som vanskeligt, at det skulle være lige præcis den ordning, regeringen har foreslået om tidlig pension, det også skal ende med.

– Vi synes, at man skal kigge på seniorpensionen og se på at justere den, hvis man har det mål – og det har vi – at hjælpe nedslidte ud af arbejdsmarkedet på en ordentlig og værdig måde, siger han.

Hans Andersen er mødt frem med friske tal om seniorpensionsordningen, som den daværende VLAK-regering lavede sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale kort før folketingsvalget sidste år.

Socialdemokratiet tilsluttede sig senere aftalen om seniorpension, men vil fortsat indføre en ret til tidlig pension.

Ifølge et folketingssvar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har 3390 personer ud af 3588 afgjorte sager i første halvår af 2020 fået tilsagn om seniorpension. Det svarer til 94 procent af alle afgjorte sager.

Regeringens udspil om en ret til tidlig pension har fået kritik, blandt andet fra Venstre, men også fra for eksempel Gigtforeningen, fordi kriteriet for at få tildelt tidlig pension er, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet.

– Vi synes ikke, at det er en ordning, der er målrettet de nedslidte, siger Hans Andersen.

– Det er en ordning, der er økonomisk uansvarlig, og som tager raske mennesker ud af arbejdsmarkedet i en situation, hvor vi har brug for, at alle bidrager, så vi også har råd til bedre sundhed og ældrepleje fremadrettet, siger han.

De Konservative er lige som Venstre skeptisk over for udspillet til en tidlig pension, som ifølge regeringen vil koste omkring tre milliarder kroner årligt.

Blandt andet regeringens plan om at lade erhvervslivet betale en stor del af udgifterne, falder ikke i god jord hos De Konservative, siger politisk ordfører Marcus Knuth (K) før forhandlingerne.

– Vi indførte en meget fornuftig seniorpensionsordning, som giver alle på arbejdsmarkedet mulighed for at gå seks år tidligere på pension, hvis man vel at mærke er nedslidt, siger han.

Han peger også på, at regeringens udspil vil medføre, at beskæftigelsen vil blive svækket.

– Det er ikke noget, der hverken hjælper de nedslidte, det danske samfund eller den danske økonomi. Så det er skævt på rigtig mange forskellige måder, siger Marcus Knuth.

Nye Borgerlige går ifølge formand Pernille Vermund ind til forhandlingerne med Peter Hummelgaard og skatteminister Morten Bødskov (S) “med et konstruktivt sind”.

– Vi anerkender, at der er en gruppe mennesker i vores samfund, som har været meget længe på arbejdsmarkedet, og som vi gerne vil give en mulighed for at trække sig tilbage.

– Men vi siger så også, at forudsætningen for, at vi giver den støtte, den er, at vi giver en tilsvarende støtte, en skatterabat, til dem, der bliver på arbejdsmarkedet og giver den en ekstra skalle, siger Pernille Vermund.

Nye Borgerlige vil give 2500 kroner om måneden til alle, der har været 42 år eller længere på arbejdsmarkedet.

/ritzau/