Støttepartier: Uddannelser skal ikke finansiere politiaftale

Regeringen kom mandag med et udspil til en flerårig politiaftale, som blandt andet skal sikre mere politi i nærområderne.

Finansieringen skal blandt andet komme fra besparelser på uddannelsernes markedsføringsbudget.

Regeringen lægger op til en besparelse på 100 millioner kroner i 2021. Fra 2022 til 2024 lægges der op til en årlig besparelse på 150 millioner kroner.

Helt præcis går pengene fra “markedsføringsudgifterne på de gymnasiale uddannelser og de videregående uddannelser”, står der i udspillet.

Men besparelser på uddannelsesområdet går ikke.

Sådan lyder det fra regeringens støttepartier SF, Enhedslisten og De Radikale.

– Det er tudetosset, at det er uddannelserne, der skal spare, for at man kan få råd til et politiforlig, siger SF’s gruppeformand, Jacob Mark.

– Uddannelserne har holdt rigtig hårdt for i sidste valgperiode, hvor man sparede milliarder på uddannelser samlet set.

– Nu har vi givet dem fred og stoppet besparelserne, og så giver det ingen mening at begynde på dem igen, så det vil SF have ud af en aftale, siger han.

Enhedslistens Rosa Lund, som er medlem af Uddannelses- og Forskningsudvalget, siger:

– Politiet skal have flere ressourcer, ja. Men de skal ikke komme fra uddannelsesinstitutionerne.

– Uddannelse er jo netop afgørende for både at forebygge kriminalitet og resocialisering.

De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, var allerede mandag aften ude med kritik af den del af finansieringen.

Johan Hedegaard Jørgensen, formand i Danske Studerendes Fællesråd (DSF), er ligeledes kritisk.

– Det virker, som om det bare er 100 millioner, man sparer på uddannelserne. Så er det selvfølgelig meget bekvemt at kalde det besparelser på markedsføringsbudgettet, siger Johan Hedegaard Jørgensen.

Hos DSF er man nervøs for, at besparelserne vil ramme de studerende.

– Vi er bekymrede for, at de studerende for eksempel vil få dårligere vejledning, fordi regeringen ikke kan målrette besparelser på den måde.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har ved flere lejligheder de seneste år udtalt, at det er dumt at spare på uddannelserne.

– Det er komplet forkert, tudetosset og decideret dumt at spare på uddannelse, samtidig med at vi siger til unge, at de skal tage en uddannelse.

– Når vi kigger ud i fremtiden, så er det at have uddannelseskompetencer helt afgørende for at få et godt liv. Selvfølgelig skal vi ikke spare på uddannelse, sagde hun eksempelvis sidste år.

Besparelser på uddannelsesområdet og reformering af Rigspolitiet skal indgå i de midler, som regeringen skal finde til at betale for den nye politireform.

Langt størstedelen af midlerne bliver afsat på næste års finanslov, fremgår det af udspillet.

Regeringens udspil vil løfte bevillingen til politiet og anklagemyndigheden med 596 millioner kroner i 2021 – stigende til 792 millioner kroner i 2024.

Forhandlingerne om en politiaftale begynder tirsdag klokken 15.

/ritzau/