Støtteparti advarer: Politireform vil koste for uddannelser

Regeringen er mandag kommet med et udspil til en flerårig politireform, som skal sikre blandt andet mere politi i nærområderne.

Finansieringen skal blandt andet komme fra besparelser på uddannelsernes markedsføringsbudget.

Det kritiserer partiet Radikale Venstre og organisationen Danske Studerendes Fællesråd.

– Det her går ud over alle gymnasier og universiteter, for der findes simpelthen ikke noget, der hedder markedsføringsbudgettet, siger folketingspolitiker for Radikale Venstre Kristian Hegaard.

Johan Hedegaard Jørgensen, formand i DSF, mener, at reformen vil få samme konsekvens.

– Det virker som om, at det bare er 100 millioner, man sparer på uddannelserne. Så er det selvfølgelig meget bekvemt at kalde det besparelser på markedsføringsbudgettet, siger formand i Danske Studerendes Fællesråd Johan Hedegaard Jørgensen.

Hos DSF er man nervøs for, at besparelserne vil ramme de studerende.

– Vi er bekymrede for, at de studerende for eksempel vil få dårligere vejledning, fordi regeringen ikke kan målrette besparelser på den måde.

Besparelser på uddannelsesområdet og reformering af Rigspolitiet skal indgå i de midler, som regeringen skal finde til at betale for den nye politireform.

Langt størstedelen af midlerne bliver afsat på næste års finanslov, fremgår det af udspillet.

Regeringens udspil vil løfte bevillingen til politiet og anklagemyndigheden med 596 millioner kroner i 2021 – stigende til 792 millioner kroner i 2024.

I udspillet indgår, at regeringen samlet vil åbne 20 nye nærpolitienheder, der skal placeres over hele landet, hvor der nu er langt til politiet.

De nye enheder skal frem mod 2024 have 150 nye lokalbetjente, hvilket vil bringe det samlede antal op på 550.

/ritzau/