Mette Frederiksen: Vi ser med stor alvor på FE-sag

Statsminister Mette Frederiksen siger til flere medier, at regeringen ser med alvor på sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

– Det siger sig selv, at en efterretningstjeneste skal arbejde inden for lovens rammer, siger Mette Frederiksen til DR.

Reaktionen kommer, efter at Tilsynet med Efterretningstjenesterne mandag rettede en særdeles alvorlig kritik mod Forsvarets Efterretningstjeneste.

Ifølge tilsynet har FE blandt andet tilbageholdt oplysninger for tilsynet, givet urigtige oplysninger, brudt loven og forsøgt at skrinlægge problematiske aktiviteter.

Hun påpeger over for DR, at Danmarks skal have en velfungerende efterretningstjeneste. Derfor skal alle sider i den kritiske rapport fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne nu vendes i en undersøgelse.

– Det her er en sag, vi ser på med meget, meget stor alvor fra regeringens side.

– Og det er fuldstændig afgørende, når vi har et uafhængigt tilsyn, at de har adgang til de oplysninger, de skal have, siger statsministeren til DR.

/ritzau/