De Radikale vil skille kulturministeriet i flere dele

De Radikale mener ikke, at Socialdemokratiet har en klar vision for, hvad der skal ske på kunst- og kulturområdet.

Derfor foreslår partiet at skille kulturministeriet ad.

Det fremgår af en fælles kronik skrevet af kulturordfører Zenia Stampe (R), Jens Rohde (R) og tidligere kulturminister Marianne Jelved (R) i Berlingske.

Forslaget indebærer, at der skal oprettes et selvstændigt kunstministerium og et selvstændigt idrætsministerium.

Folkeoplysningen skal flyttes til undervisningsministeriet, mens mediepolitikken skal være i statsministeriet.

De Radikale kommer med forslaget, fordi de har mistet tålmodigheden med regeringen, siger Zenia Stampe (R) til Berlingske.

– Vi efterlyser bare en kulturpolitik fra Socialdemokratiet. For lige nu er der et stort, hult tomrum, hvor man kun kan høre sit eget ekko, siger hun.

Socialdemokratiet har tidligere argumenteret for, at partiet mener, der er lige så meget kultur i håndbold som i teater.

Men det, mener Zenia Stampe, ikke giver mening.

– Begge dele er kultur. Men kunst er kunst og sport er sport. Hvorfor bruger de deres energi på det falske modsætningsforhold? Det giver ingen mening.

– Medmindre det er et forsøg på – ligesom Dansk Folkeparti – at bruge kulturpolitikken til at splitte og føre værdipolitik, siger hun.

/ritzau/