Tidligere FE-chef Thomas Ahrenkiel bliver fritaget fra tjeneste

Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Thomas Ahrenkiel er blevet fritaget for tjeneste.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en mail til Politiken mandag aften.

– Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste er i dag blevet fritaget fra tjeneste indtil videre. Forsvarsministeriet har ikke yderligere at tilføje, lyder det.

Thomas Ahrenkiel fungerede indtil 1. august som departementschef i Forsvarsministeriet. Efter planen skulle han have tiltrådt som Danmarks nye ambassadør i Tyskland 1. september.

Han var indtil december 2015 chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, og med udviklingen mandag aften er der nu i alt fire nuværende eller tidligere højtstående medarbejdere i FE, som er blevet fritaget fra tjenesten.

De oplysninger om mangeårige ulovligheder i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) mandag har fremlagt, ser således ud til også at implicere Thomas Ahrenkiel.

Ahrenkiel var FE-chef mellem september 2010 og december 2015, hvor han byttede kasket med daværende departementschef Lars Findsen.

Lars Findsen blev fredag hjemsendt sammen med to ledende medarbejdere i FE som følge af kritikken fra tilsynet.

Tilsynet vurderer, at FE fra 2014 til 2020 i forbindelse med kontroller har “tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger for tilsynet og givet tilsynet urigtige oplysninger om forhold”.

Ledelsen har også undladt at følge op på indikationer af spionage inden for Forsvarsministeriets område.

Og ikke mindst har der været en “uhensigtsmæssig legalitetskultur” i ledelsen og andre dele af spiontjenesten, mener tilsynet.

Sagen har vakt opsigt mandag, hvor forsvarsminister Trine Bramsen (S) åbner undersøgelse af sagen. Det samme har flere andre partier, som vil til bunds i sagen, krævet.

/ritzau/