R vil holde regeringen op på løfte ved flirt med andre

Støttepartiet De Radikale forventer, at regeringens forslag til tidligere pension leverer de hænder til arbejdsmarkedet, som den trækker ud ved, at dem med lang tid på arbejdsmarkedet kan trække sig lidt før.

Selv hvis regeringen laver en aftale uden De Radikale. Det siger næstformand Sofie Carsten Nielsen (R) forud for et sættemøde, hvor partierne er indkaldt til at afgive deres ønsker og blive klogere på udspillet.

– Det er det, der ligger til grund for regeringens virke, at den lever op til forståelsespapiret. Den må lave aftaler med lige dem, den vil, men forståelsespapiret er regeringens virke, siger hun.

For lidt mere end et år siden blev Socialdemokratiet enige med støttepartierne om forståelsespapiret, der danner grundlag for, at regeringen kunne tiltræde.

Nogle af de sværeste forhandlinger endte i sommeren 2019 med, at hvis regeringen i en politisk aftale trækker hænder ud af arbejdsmarkedet, så skal der tilføres samme antal hænder.

I sidste uge fremlagde regeringen sit forslag til en tidlig pension. I forslaget forventes arbejdsudbuddet at være på omkring 9000 personer. Det betyder, at 9000 personer forsvinder fra arbejdsmarkedet – alene i 2025.

Derfor skal samme antal ind på arbejdsmarkedet. Selv hvis De Radikale ikke går med i en aftale, mener Sofie Carsten Nielsen.

Spørgsmål: Hvis I vælger ikke at gå med i en aftale, så forventer I, at regeringen lever op til det, der står i forståelsespapiret?
– Sådan skal det forstås, det går jeg stærkt ud fra, at regeringen også gør. Hvorfor skulle vi ellers have lavet et forståelsespapir, så hører al logik op, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun uddyber, at det er op til regeringen selv at komme med forslag til, hvor hænderne skal findes, fordi det er dens udspil, der forhandles om.

I forståelsespapiret står der, at “initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende.”
/ritzau/